tirsdag den 10. februar 2015

Søndag d. 13. april 2014

Alt tog lige en 180 graders vending igen.
Endte med at få losset mig sammen igår til at komme hjem i lejligheden, skiftet tøj og i byen med veninden fra arbejdet. Vi skulle ud og spise sushi og drikke champagne først, og så på bar bagefter. Heldigvis havde hun mindst lige så mange tømmermænd som jeg, og mens vi fik kæmpet os igennem det første glas champagne (det er altid den første genstand der er værst når man har tømmermænd), og guffet sushi, satte jeg hende ind i hele episoden med Bartenderen. Vi endte med at hygge os ret voldsomt, og på baren fik hun hurtigt udset sig en bartender hun var helt vild med. Der var så nogle fyre der sendte nogle ret heftige gin og tonics over til os, og vi faldt lidt i snak med dem. Den ene af fyrene så pænt godt ud, klart en del ældre end mig, men virkelig kønne brune øjne, mørk hår og læderjakke. Efter at have danset lidt med ham, fik jeg ud af ham at han var 29 år gammel. Det er godt nok lige min grænse, men han så altså ret godt ud, og var virkelig sød. Totalt jyde, men sød. Roomien og jeg mener alligevel at jyske fyre har den fordel, at de er mere til at stole på end københavnske...
Ham og hans venner ville videre til en anden bar, og jeg var i humør til at gøre noget lidt vildt, så jeg tog med dem videre. Min veninde ville score bartenderen, så hun blev på den anden bar.
Festede videre med fyrene, de betalte alt for mig, og jeg havde bare en fest. Fyren fra baren snakkede om noget med at han boede på hotel, da han egentlig bare var på forretningsrejse i København, og normalt boede i Århus. Ved ikke lige hvordan det hele helt præcis foregik, var lidt for fuld endnu en gang, men endte i hvert fald pludselig i en taxa med ham. Vi tog hen til hans hotel, og det så sgu rigtigt nok ud som om han boede der, han havde i hvert fald en masse ting der. Mens han var på toilettet snuste jeg lidt rundt, på skrivebordet fandt jeg så hans sygesikringskort. Løgn nr 1. han var ikke 29 år, men 33 år. Løgn nr 2. han boede ikke i Århus, men på Amager. Konfronterede ham med løgnen, men ved ikke helt hvordan han fik snoet sig ud af den, igen, jeg var meget fuld. Spurgte ham så om det så var nu det viste sig, at han havde kone og barn der hjemme. Det viste sig at han havde et barn, og at farmoderen passede ham lige nu på Amager, og det var derfor han var på hotel. Mystisk historie, men var egentlig lige glad.
Vågnede hen af morgenen fordi Bartenderen skrev til mig, typisk. Han var ked af det hele, ville rigtig gerne se mig, men kunne godt forstå hvis jeg ikke ville se ham. I bussen på vej hjem her til formiddag besluttede jeg mig så pludselig for at gøre noget vildt. Så jeg ringede til Bartenderen, vækkede ham tydeligvis. Spurgte ham om han var alene, og da han bekræftede det, sagde jeg bare til ham, at jeg ville komme forbi ham om lidt. Tog så hjem til ham, og var sammen med ham nogle timer, før jeg tog hjem. Måtte gå hele vejen hjem i mit festtøj fra dagen før, stiletter, udtværet makeup og vildt hår. Det var en lidt ambivalent følelse, da det på en og samme tid føltes som "The Walk of Shame" og samtidig fantastisk, da jeg lige pludselig følte mig helt anerledes. Er taget hjem til mine forældre igen, sover hos dem inden jeg skal på arbejde i morgen. Er stadig ikke helt på toppen, men det skal nok komme...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar